Adresseændring:
Ved adresseændring er det vigtigt at give besked direkte til vores administrator.
Det samme gælder ved ny e-mailadresse.
Affaldsområde
Affaldsområdet er beliggende for enden af brandvejen efter opgang 33 og deles med A/B. Området er indhegnet og aflåst. Når området forlades bedes kontrolleret at dør til området er lukket og låst.
Der skal foretages affaldssortering:
Aviser, ugeblade og reklamer skal lægges i de særlige papircontainere, der er opstillet.
Pap smides i containerne placeret op ad væggen til storskraldsrummet. Papkasserne skal mases flade inden de kommes i containeren og låget på containeren skal lukke helt i.
Metalaffald, elektronik, plast, glas og flasker, batterier, bio-affald m.m. smides også i de beregnede containere i skraldeområdet. Tjek evt. kommunens hjemmeside, hvis du er i tvivl om sorteringen.
Storskrald henvises til skuret i hjørnet indenfor affaldsområdet. Storskrald skal også sorteres i containerne placeret inde i skuret.Dine egne nøgler passer til hængelåsen.
Maling, mursten, sanitetsudstyr, gips eller jord/sten/grus er ikke storskrald og skal afleveres på genbrugsstationen.
I skuret forefindes et aflåst skab til brandfarlige materialer/væsker. Affald til dette skab placeres foran/oven på skabet og foreningens vicevært vil sætte det i det aflåste skab.
Nærmeste genbrugsstation er:
Vermlandsgade Genbrugsstation
Herjedalgade 2-4
2300 København S
Affaldsskakterne:
Husholdningsaffald skal altid smides ud i affaldsskakten, forsvarligt emballeret i forseglet lukket pose. Undlad at overfylde poserne. Bemærk at bio-affald skal smides i container i affaldsområdet.
Der må ikke smides løse og lette genstande i affaldsskakten, da disse bliver suget op i motoren, der sørger for at suge lugtgener væk fra affaldsskakten.
AirBnB og øvrig udlejning:
Udlejer du din lejlighed via AirBnB eller anden udlejning er det din pligt som ejer at informere dine lejere om indhold af husorden, ordensreglement og parkering i kælderen.
Altaner:
Se punktet “ejeransvar” vedr. vedligeholdelse.
Borehammer:
Væggene i vores bygning er meget hårde, og det er derfor nødvendigt at bruge en borehammer, når du borer. Foreningen har en maskine, du kan låne. Send en mail bestyrelsen på bestyrelsen@sadolinparken.com
Boring i vægge er ikke tilladt efter 20.00 på hverdage og 18.00 i weekenden.
Brandalarmer:
Der er oprindelig installeret brandalarm(er) i alle lejligheder. Du har som ejer ansvar for at, at disse altid er funktionsduelige/udskiftes. Sørg for at tjekke batterierne med jævne mellemrum.
Cykelparkering:
Cykelparkering skal ske i cykelstativer bag bygningen ved fællesarealerne eller i P-kælderen.
I P-kælderen kan der parkeres cykler indenfor de blåt afmærkede områder, samt P-pladserne 3, 7, 12 og 16, der er allokerede til cykelparkering. Parker IKKE foran brandskabe, opgangsdøre og andre steder udenfor markering for cykelparkering.
Det er kun tilladt at parkere ladcykler på de markerede felter. Se mere i afsnittet vedr. ladcykler.
Ved cykelparkering på førnævnte P-pladser bedes beboere parkere skråt, således at der ikke er risiko for at støde cykler mod parkeret bil ved P-plads ved siden af.
Der må ikke parkeres cykler på brandvejen ved opgangene 27-33 samt ved opgangene 21-25. Det er heller ikke tilladt at cykelparkere og fastlåse cykler til gelændergitre ved opgangsdørene – se E/F’s husorden og grundejerforeningens ordensreglement. Beboere skal oplyse besøgende/gæster at cykelparkering skal foretages i cykelstativer ved fællesområdet bag bygningen.
Brandvejen skal fuldstændig friholdes for parkering af cykler og andet for at tilsikre brandslukningskøretøjers og stigvognes frie adgang. Overholdes dette ikke bliver cykler flyttet til cykelstativer bag bygningen. Venligst respekter sikkerheden for os alle!
Dørkoder til opgangsdøre:
Opgangsdøre kan åbnes med kode. Kode ændres med mellemrum af bestyrelsen. Der vil almindeligvis være en periode hvor gammel og ny kode begge fungerer, inden kun den nye kode vil være gældende. Nye koder meddeles beboere af bestyrelsen via den e-mail, som er oplyst til administratoren.
Hvis du har glemt koden eller du er ny beboer, så kontakt bestyrelsen på mail.
Det er ikke tilladt at opsætte nøglebokse på udvendige facader og opgangsfacader.
Ejeransvar:
Følgende punkter påhviler den enkelte ejer:
- Løbende kontrol af gulvvarme-systemet. Det anbefales at dette gøres en gang årligt, gerne ved vinterhalvårets start. Se guide her.
- Oliere gelændere på altan og ved franske altandøre med linolie.Ejerforeningen stiller olie til rådighed til dette. Ejere af penthouse lejligheder kan ligeledes få stillet olie til rådighed af foreningen, hvis de ønsker at oliere træfacaden.
- Rense afløb på altanerne for blade og skidt.
- Smøre hængsler i vinduer og altan-/terassedøre.
Velfac anbefaler, at dette gøres 1-2 gange årligt. Se evt. guide her. - Smøring af gummilister på terrassedøre med silikone (1. gang årligt).
- Tjekke at brandalarmerne i din lejlighed virker og skifte batterierne løbende.
- Løbende rensning af afløb i køkken og på badeværelse.
- Som ejer, der udlejer en lejlighed, påhviler ovenstående ejer af lejligheden,
ligesom det er ejers pligt, at informere lejer omkring husregler.
Elevator:
I tilfælde at man er indespærret i elevatoren er der 24/7 service. Der er en alarmknap i elevatoren, som aktiverer udkald.
Når man konstaterer at der er fejl på elevatorerne, så – kontakt vores vicevært.
Der udføres normalt ikke elevatorservice i weekenden. Hvis der er et behov for at elevatoren bliver repareret i weekenden fx. ved flytning eller en gangbesværet gæst, er der mulighed for at tilkalde service, men man betaler selv for differencen i forhold til serviceprisen på en hverdag. Denne difference vil typisk ligge i lejet 1.500 til 3.000 alt efter fejlens omfang. Hvis man ønsker at bestille elevatorservice i weekenden, skal man kontakte bestyrelsen.
Elevatorerne er temmelig følsomme – undgå at ramme ind i elevatordørene og bloker heller ikke dørene, da elevatoren i så fald går i fejl og kører til øverste etage, hvilket kræver en servicetekniker til at genstarte elevatoren.
Såfremt du har flyttefolk, håndværkere eller større leveringer hvor elevatoren benyttes er det dit ansvar at informere dine leverandører om disse forhold.
Emhætter og udsugning:
Emhætter og udsugning er etableret som fællesudsugning. Det er således ikke tilladt at installere emhætter med motor.
Husk jævnligt, at rense emhættens filter for fedt og støv.
Udsugningen på eksempelvis badeværelserne kan reguleres ved at dreje på centerskiven.
Det er ikke tilladt at tildække udsugningen med løse genstande, da disse kan blive suget ind i udsugningskanalen og ødelægge motoren for udsugningen.
Facebook:
Der eksisterer en uformel lukket facebook-gruppe for foreningens ejere. Send en mail til Jørgen Heiduk Tetsche på jorgentetsche@gmail.com, hvis du er interesserede i at at blive en del af denne gruppe.
Bemærk at facebook-gruppen er en beboer-til-beboer gruppe – beskeder til bestyrelsen skal kommunikeres direkte via email til bestyrelsen.
Fjernbetjening til port:
Fjernbetjening til port anskaffe ved at betale et depositum på 500kr. ved henvendelse til administrator.
Forsikring:
Ejendommens bygningsforsikring dækker ikke beboernes ejendele, og den enkelte ejer bør derfor selv købe en indboforsikring.
Fugtalarm (lækagemelder):
I hver lejlighed er der oprindeligt på gulvet i teknikrummet placeret en fugtalarm – denne kan i størrelse og form minde om en røgalarm. Du har som ejer ansvar for, at fugtalarmen er funktionsdygtig
Generalforsamling:
Den årlige generalforsamling afholdes vanligvis i april måned. Indkaldelse til generalforsamlingen samt indkaldelse af forslag til generalforsamlingen sker via foreningens hjemmeside, typisk i februar måned. Den endelige indkaldelse til generalforsamling sker via e-mail fra ejendomsadministrator til hver enkelt beboer. Indkaldelsen fra ejendomsadministrator omfatter bl.a. dagsorden og indkomne forslag. Sørg derfor for at ejendomsadministrator har din korrekte email-adresse.
Overbygningen:
E/F Sadolinparken er en ejerforening, der fungerer som overbygning til de to husforeninger Nord og Syd, som er henholdsvis andelsforeningen og ejerforeningen. Overbygningen er ansvarlig for de overordnede forhold, der er fælles for de to husforeninger, f.eks. renovation, forsikring, forsyning af vand, varme osv. samt repræsenterer Nord og Syd i grundejerforeningen.
Vores forening er Husforening Syd, som består af 73 ejerlejligheder. Vores forening møder andelsforeningen ved porten midt på bygningen. De to foreninger driver individuelt alle de forhold, der ikke vedrører den overordnede drift af bygningen.
Grundejerforeningen:
Grundejerforeningen Sadolinparken varetager alle drifts- og vedligeholdelsesopgaver af matriklen (nr. 633) ejet i fællesskab af E/F og A/B Sadolinparken (størstedelen af fællesområdet, Oldenborggade, arealet mellem Sadolinhave bygningerne samt brandvejen ned til renovationsområdet). E/F og A/B Sadolinparken er repræsenteret i grundejerforeningen med formanden for Overbygningen.
Gulvvarme:
Hvis gulvvarmen ikke virker, så gennemgå til at starte med vejledningerne på hjemmesiden:
!!! Det er vigtigt, at du ikke ændrer på de koder, der allerede er lagt ind i varmesystemet.
Det er ejers ansvar, at foretage en løbende kontrol af gulvvarme-systemet i lejligheden. Det anbefales at dette gøres en gang årligt, gerne ved vinterhalvårets start. Se guide her.
Er problemet med varmen centralt, er det vigtigt at kontakte vicevært eller VVS’er.
Man må IKKE selv begynde at justere på varmetilførslen i kælderen.
Hjemmeside:
På foreningens hjemmeside www.sadolinparken.com finder du bl.a. husorden, ordensreglement, referater fra generalforsamlinger, regnskaber, beboermappe, vedligeholdelsesvejledninger etc.
Husorden og ordensreglement:
Du bedes gøre dig bekendt med ejerforeningens husorden og grundejerforeningens ordensreglement.
Hundeluftning:
Ifølge grundejerforeningens ordensreglement er passage med hund i snor tilladt på området bag bygningen. Der henstilles dog til, at de tre græsarealer tættest på bygningen friholdes for hundeluftning- og træning. Der er skiltet med ”Hund – nej tak” på disse tre græsarealer. Efterladenskaber fra hund skal fjernes af hundeejer!
Internet/TV:
Der er ingen fælles internet- eller tv-løsning i foreningen. TV-kablet i væggen ejes af You-see.
Ladcykelparkering:
Det er 8 pladser til ladcykler i kælderen. Det er betalingspladser. Det er kun dem, som har lejet pladserner, som må benytte dem. Det er ikke tilladt at parkere en ladcykel i kælderen udenfor en af de 8 faste pladser. De vil blive fjernet af viceværten.
Hvis man ikke har en plads, kan man benytte det udendørs areal i haven. Hvis man ønsker en plads, så skrives der til foreningens administrator. Der kan være venteliste. Det koster 75,- per måned.
Motorcykelparkering:
Det er 4 afmærket pladser til motorcykler i kælderen. Det er i kælderen kun tilladt at parkere motorcyklen i den afmærket bås. Det er betalingspladser. Hvis man ønsker en plads, så skrives der til foreningens administrator. Der kan være venteliste. Det koster 75,- per måned.
Navneskilte:
Er du ny beboer, skal du bare sende en mail til bestyrelsen med dit navn, så sætter vi det på dørtelefonen og postkassen. Adressen er bestyrelsen@sadolinparken.com Navneskiltet ved din lejlighedsdør skal du selv sørge for.
Ved udlejning, er det ejers ansvar, at oplyse lejer om dette.
Nøgler:
Skal du bruge en ekstra nøgle, skal den bestilles hos vores administrator. Husk at skrive nøglenummer.
Skal du have skiftet eller omstillet din lås, bedes du også kontakte administrator, inden det bestilles hos Bagger Låse & Alarm A/S (tlf. 38 79 79 79).
Opgange:
Du bedes altid sikre at døre til opgang og kælder smækker.
Dørpumpe på opgangsdør må ikke sættes ud af funktion – døren ved siden af kan også åbnes og anvendes ved f.eks. leverance af møbler (se også punktet ”Elevator”).
I stueetagen er der mulighed for at parkere barnevogne/klapvogne under trappepartiet i stuen. Barnevogne/klapvogne der parkeres her, må ikke være til gene for beboerne i stueetagen.
Det er ikke tilladt at parkere barnevogne/klapvogne på de øvrige etager i opgangen af hensyn til brandsikkerheden.
Det er ikke tilladt at opstille møbler, stativer og andet i opgangene til eksempelvis opbevaring af sko af hensyn til brandsikkerheden.
Parkeringspladser:
Parkeringspladser i kælderen kan lejes gennem vores administrator. Der kan desværre være venteliste. Prisen er 400 kr./måned.
Porten til kælderen åbnes enten med ens nøgle eller en fjernbetjening (læs mere under punktet ‘Fjernbetjening’).
Det er ikke tilladt at parkere på brandvejen.
Der kan ansøges om beboerlicens hos Parkering København, www.kk.dk, til gratis at parkere på Lyneborggade/Moselgade, der er en del af den tidsbegrænsede zone sammen med de efterfølgende gader mod Lergravsparken (bemærk at der er flere områder med privatparkering, som ikke er omfattet af beboerlicensen). Licensen skal fornyes årligt (du vil automatisk få en email herom fra Parkering København). Bemærk at Frankrigsgade er betalingszone.
Udsugning:
Se punkt ”Emhætter og Udsugning”.
Vedligeholdelsesmappe:
Beboermappen: Du finder en skannet version af vedligeholdelsesmappen her.